Man bliver slået af den ro og skønhed, der kendetegner det kirkerum, C. F. Hansen skabte i Vor Frue Kirke.  Der har ligget en kirke på stedet siden ca.1200, den næstsidste brændte under Københavns bombardement i 1807. Den nuværende blev indviet i 1829. Mange af Guldalderens store skikkelser har haft tilknytning til kirken, der er udsmykket af Bertel Thorvaldsen.

Et særligt rum

De mange mennesker, som i løbet af en almindelig uge går ind og ud af Vor Frue Kirkes indgangsdør, kan have forskellige ærinder: Mange af dem vil være deltagere i gudstjenesterne på søn- og helligdage og om fredagen eller i morgenandagten alle hverdage. Eller natkirkedeltagere torsdag, fredag og søndag, eller de kommer for at deltage i særgudstjenester, i vielser og begravelser. Eller det kan dreje sig om mennesker, der kommer for at høre en orgel- eller korkoncert - eller om konfirmander, der modtager deres undervisning i lokaler i kirken. Eller om turister og andagtssøgende, der ønsker en stille stund i kirkerummet, evt. i forbindelse med lystænding i lysgloben eller med benyttelse af en af de fremlagte bibler.

For alle gælder det, at kirkerummet har betydning ved at være et anderledes rum end de bygninger, man ellers er omgivet af i byen. I kirkerummet er der så at sige et andet åndedrag. Et større, dybere åndedrag. Det hænger sammen med rummets funktion: Rummet er udformet for at kunne tjene som et særligt mødested mellem mennesket og det guddommelige og evige. Men det har også noget at gøre med, at vi træder ind i et historisk rum, benyttet af generationerne før os - et rum med udfoldelse af traditioner, der går meget langt tilbage. Vi træder altså i flere betydninger ind i en stor sammenhæng.

 

Fra Absalon til englændernes bombardement af København

Da der på biskop Absalons foranledning blev bygget en kongelig borg i fiskerflækken Havn, og byen blev udset til fremover at indtage en central rolle i det danske rige, var der en lille kirke på stedet (ruinerne er udgravet under Strøget, nær den nuværende Rådhusplads). Men nu måtte der en større kirke til, som passede til byens nye betydning. Et dokument, udfærdiget af Absalon i 1185 og beseglet i 1187, kvitterer for modtagelse af tiende til bygning og udsmykning af "den hellige Marias kirke". Men først i ca. 1200 var Vor Frue Kirke - opført i kridtsten på byens højeste punkt - klar til indvielse. Indvielsen blev foretaget af Absalons efterfølger Peder Sunesøn og skete, ser det ud til, i marts på Marias Bebudelsesdag, og denne dag i kirkeåret holdes stadig i hævd som kirkens fødselsdag.

Den nye kirke fik status af kollegiatskirke til Roskilde Domkirke, dvs. tæt på sideordning med domkirken i Roskilde og udstyret med et stort præsteskab: dekan, kanniker (bemærk navnene på de nærliggende gader: Store og Lille Kannikestræde) og vikarer. Også en domskole knyttedes til kirken. Den blev herved også et lærdomscenter, og da Københavns Universitet var blevet oprettet i 1479, fungerede Vor Frue Kirkes dekan samtidig som universitetets rektor; kannikerne var universitetets lærere, ligesom Domskolen i begyndelsen lagde lokaler til universitetet.

Ved kong Christian I og dronning Dorotheas kroning og vielse i kirken i 1449 markeredes det, at kirken nu var forfremmet til rigets hovedkirke.

Hverken før eller efter denne status-forøgelse undgik kirkebygningen at lide skade ved krigshandlinger og flere ildebrande. I 1314 havde en brand igen hærget kridtstenskirken, denne gang så voldsomt, at den måtte bygges op fra grunden. Det skete med det mere moderne materiale, teglsten.

Omkring reformationens indførelse i Danmark blev Vor Frue Kirke og omgivelser skueplads for en del stridigheder. Kirkens prælater forsøgte længe at fastholde Vor Frue Kirke som hovedbastion for den katolske tro, hvilket fik skarer af vrede borgere til at trænge ind i kirken 3. juledag 1530 og øve hærværk på meget af inventaret. Men da den nye, lutherske ordning var indført i 1536, fejredes det året efter ved to meget store festgudstjenester i kirken under forsæde af Martin Luthers medarbejder Johan Bugenhagen.

I 1539 var Bugenhagen igen i Vor Frue Kirke, denne gang for at foretage indvielsen af rigets nye, lutherske biskopper. I 1568 blev det slået fast, at i tilfælde af usikkerhed om, hvordan en luthersk gudstjeneste rettelig skulle foregå, skulle man rette sig efter, hvordan gudstjenesten foregik i Vor Frue Kirke i København.

Den store brand, som hærgede København i 1728, gik ud over hele fem kirker, herunder Vor Frue. Den måtte igen nyopføres, og nybygningen blev indviet i 1738.

Den fik - af en kirke at være - ikke nogen lang levetid: Under Napoleons-krigene angreb englænderne København.  Vor Frue Kirkes meget høje spir blev natten til den 5. september 1807 ramt af en brandraket, der antændte spiret; det væltede ned over kirkeskibet og satte hele bygningen i brand.

 


Den klassicistiske kirkebygning

Danmark var dybt forarmet efter nederlaget i Napoleonskrigene, og midler til kirkebyggeri var der naturligvis ingen overflod af. Efter drøftelse af forskellige planer blev det trods omstændighederne besluttet at sætte genopførelsen af landets førstekirke i værk - med rigets førende arkitekt C. F. Hansen i spidsen. Deri lå, at man havde opgivet den tanke at få kirken genopført i dens hidtidige stil. I stedet valgte man at lade kirken fremstå i den "moderne" arkitektur, som C. F. Hansen var eksponent for og har udført flere andre bemærkelsesværdige eksempler på i København, den græsk-romersk inspirerede klassicisme. (I ydermurene og tårnet kunne store bygningsrester dog genanvendes.) Samtidig var det oplagt at lade kirken udsmykke af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som allerede da var et stort, internationalt navn.

Grundstenen blev lagt af Frederik VI i 1817, og pinsedag 1829 var kirken klar til den højtidelige indvielse. I det nye, markante kirkerum har et rigt kirkeliv siden udspillet sig - i dets første årtier, sammenfaldende med "guldalderen", med bl.a. biskop I. P. Mynster som højt respekteret prædikant og med C. F. Weyse og derefter I. P. E. Hartmann som organist. Søren Kierkegaard var kirkegænger navnlig ved nadvergudstjenesten om fredagen og blev trods sin "kirkestorm" i de senere leveår begravet fra Vor Frue, ligesom Thorvaldsen og H. C. Andersen blev det. Det hidtidige Sjællands Stift blev delt i to i 1924, og Vor Frue Kirke fik derved sin sideordnede betegnelse: Københavns Domkirke. Fra 1950’erne knyttedes Københavns Drengekor til kirken.

Store mærkedage og begivenheder finder også i nutiden deres naturlige markering i Vor Frue Kirke (eksempelvis en national, markant særgudstjeneste straks efter terrorhandlingerne den 11. september 2001) - jævnsides med de helt almindelige, folkekirkelige funktioner. Kirken er ikke først og fremmest et monument, men netop kirke. Og dens arbejdsform med gudstjenesteliv, diakoni og undervisning udvikles fortsat, i stigende grad i samarbejde med de øvrige citykirker. Et væsentligt nybrud er således iværksættelsen af Natkirken fra september 1999.

 

Thorvaldsens udsmykning

Til højre og venstre for hovedindgangen i Nørregade er de to store statuer af Moses og David formet af henholdsvis H. V. Bissen og J. A. Jerichau, men hvis man løfter blikket, ser man over portalen det første eksempel på Bertel Thorvaldsens værker til kirken, "Johannes prædiker i ørkenen". Og over hoveddøren ses "Kristi indtog i Jerusalem"Inde i selve kirken fanges blikket af Thorvaldsens gengivelse af Kristus over alterbordet - den statue, som med sin indbydende gestus sætter et fortegn for hele kirkerummet. Når man kommer tæt på, kan man se sårmærkerne - men diskret udformet, så man i figuren både ser den jordiske, menneskenære Jesus og den korsfæstede, opstandne og universelle Kristus.

I rundingen over alterpartiet ses - som en opfølgning af udsmykningen ved indgangen - Thorvaldsens relief "Kristi gang til Golgata" med dets mange enkeltheder.

Foran i koret står kirkens vidunderlige døbefont, den dåbsengel, som til forskel for de øvrige marmorværker i kirken ikke blev bestilt og betalt, men er Thorvaldsens egen idé og personlige gave til kirken. Bemærk, hvor levende og frisk figurens italienske marmor fremtræder - det skyldes, at mange af kirkens besøgende ikke kan lade være med kærligt at berøre figuren, så tiltrækkende virker den!

I selve kirkeskibet træder Thorvaldsens gengivelse af de tolv apostle frem - Judas Iskariot er erstattet af Paulus. Hver af statuerne er gengivet med de symboler, som traditionen har knyttet til dem: Peter med himmerigets nøgler, Paulus med det sværd, som både kan ses som ordets sværd og som hans martyrsymbol, Johannes med evangelist-ørnen, osv.

Over de to gamle (ikke længere benyttede) indsamlingblokke nederst i kirkeskibet er der to små Thorvaldsen-relieffer, "Barmhjertigheden" og "Skytsenglen".

læs mere

 

Bygningen i øvrigt

Ved en stor renovering i 1977-79 under professor Vilhelm Wohlert blev kirkens indre "renset" for forskellige tilsætninger i årenes løb. I 1995 indviedes et nyt, stort hovedorgel, og i 2002 suppleredes det med et kororgel.

Kirkebygningen er 83 m lang og 33 m bred. Indvendigt er kirkens skib 60 m i længden og godt 25 m i højden. Med alle pulpiturer i brug er der plads til godt 1500 mennesker. Tårnet er 60 m højt. Her er kirkens fire klokker anbragt ("Stormklokken" med en vægt på 4 tons er Danmarks største, mens den mindste, som bl.a. bruges ved morgenandagten, er landets ældste, fra 1490 og overtaget fra Antvorskov Klosterkirke).

I sideskibene findes en broncebuste af Thorvaldsen, modelleret af H. W. Bissen, samt en række malerier med portrætter af biskopper og domprovster.

læs mere om portrætterne

 

Kirken og Kongehuset

Kronprinsens bryllup
Den 14. maj 2004 dannede kirken ramme om en kongelig begivenhed da Kronprins Frederik blev viet til Mary Donaldson - herefter kronprinsesse Mary. Vielsen blev forestået af Kgl. konfessionarius Christian Thodberg, bistået af Københavns biskop Erik Norman Svendsen. Både Europas kongehuse og parrets private venner deltog i brylluppet.

 

Kroningskirke

Måske var det også i Vor Frue kirke, at kong Valdemar IV Atterdag fejrede bryllup i København for sin datter Margrete, den senere Margrete I, og den norske kong Håkon VI, i 1363, og som gjorde en 10-årig pige til Norges dronning. Da havde København endnu ikke fået status af hovedstad og hørte stadig under Roskilde-bispen. Det er Margretes stedsøn og efterfølger Erik af Pommern (1397/1412-1439) som gør byen til hovedstad i Danmark. Kongekroningerne, som begyndte i 1170, havde hidtil fundet sted forskellige steder, og Kristoffer af Bayerns kroning 1443 fandt sted i Ribe. Hans bryllup fandt imidlertid sted på Københavns Slot i 1445, og derefter blev dronning Dorothea kronet i Vor Frue kirke, den første kroning i kirken.

JPEG - 13.2 kbKong Frederik IIs kroning i Vor Frue kirkes kor i 1559

Det er Rigsrådets medlemmer, som sammen sætter kronen på kongens hoved, for dermed at vise, at det under valgkongedømmet var Rigsrådet, som overtog magten i riget efter kongens død og først ved kroningen overdrog den til den nye konge. Derfor afskaffedes kroningsceremonien efter enevældens indførelse i 1660, hvor også det adelige rigsråd, hvis funktion minder om regeringen i dag, blev afskaffet.

 

1449 blev det med det nye kongehus, Oldenborgerne, til en fast praksis, at både konge- og dronningekroninger fandt sted i Vor Frue. 28. oktober dette år blev Christian I kronet i Vor Frue kirke i København, og samme dag og sted gift med sin forgængers enke. De næste 200 år, så længe der var egentlige kongekroninger i Danmark, var Vor Frue kirke Danmarks kroningskirke. Derimod var praksis for de kongelige bryllupper skiftende.

Kronprins Hans’ bryllup i 1478 fandt sted på Københavns Slot. Derimod blev det bestemt, at kong Christian II skulle vies til sin habsburgske brud Elisabeth, søster til den tysk-romerske kejser Karl V, i Vor Frue kirke 1. juli 1515. Men på grund af en strabadserende rejse for bruden måtte brylluppet udskydes, og da hun endelig ankom, under et voldsomt regnvejr som havde gjort hende våd og forkommen, opgav man det planlagte overdådige bryllup i kirken og foretog vielsen på Københavns Slot. Frederik II’s bryllup med kusinen Sofie i 1572 fandt enten sted her eller i Vor Frue Kirke. Derimod vides det med sikkerhed, at Christian IV’s ældste søn, den "udvalgte prins Christian" som døde året før faderen, blev gift på Københavns Slot i 1634. Alle konge- og dronningekroninger, indtil Frederik III og Sofie Amalie i november 1648, fandt imidlertid sted i Vor Frue kirke.

Også andre kongelige ceremonier end kroninger og vielser fandt sted i Vor Frue Kirke i denne periode. I 1577 blev den lille Christian (senere Chr. IV) døbt i kirken, ligesom prinsesse Elisabeth blev i 1606. I 1600-tallet fandt en række kongelige bisættelser sted her: 1612 Dronning Anna Christine, 1634 Prins Ulrik, og i 1648 blev Christian IV bisat i Vor Frue Kirke. Efter kortere eller længere tid blev kisterne overført til Roskilde domkirke.

Sidste gang Vor Frue Kirke blev anvendt som rigskirke i perioden inden enevældens indførelse, var i 1650, hvor Christian V’s udvælgelse til tronfølger fandt sted i kirken.

Af Susanne Torgard