Udgivet ons d. 1. apr 2020, kl. 10:45

Få et styrkende ord med på vejen... 

Selv om landets kirker er lukket på grund af coronavirus, bliver Morgenandagten fra Københavns Domkirke stadig radiotransmitteret og sendt hver morgen på DR P2 og DR2.

Der er ikke offentlig adgang til selve kirken, som (foreløbig) er lukket frem til 14. april 2020, men lyttere af Morgenandagten kan stadig tænde for radioen og få et styrkende ord med på vejen.

”Vi er utrolig glade for, at vi kan fortsætte med at sende Morgenandagten i disse særlige tider,” siger domprovst Anders Gadegaard, der forsikrer, at kirken har taget alle forholdsregler, så personale og kirkesangere undgår at blive smittet. 

LÆS OGSÅ: Påske i Vor Frue Kirke på DR P1

Anders Gadegaard mener, at det netop er i tider som disse, hvor mennesker bliver syge og mange flere rammes af frygten for, hvad det kan ske, at folkekirkens budskab om Guds omsorg for enhver er særlig vigtigt at formidle. Til trøst og til mod.

Derfor er han også glad for samarbejdet med Danmarks Radio, som – ud over Morgenandagten på P2 – har valgt at sende gudstjenester fra Vor Frue Kirke på DR P1.

Selv om højmesserne bliver holdt for lukkede døre, kan gudstjenestefællesskabet sagtens etableres igennem radioen, så man er tilstede og modtager velsignelsen - også selvom man sidder derhjemme, mener Anders Gadegaard.

I påsken vil DR P1 sende gudstenester direkte fra Vor Frue Kirke - alle påskens helligdage kl. 10. Læs mere

Sidst opdateret 1. april 

Foto: Peter Skov Friis


Kategorier Aktuelt