C.F. Hansen - en mester i Rum og Lys
UDSTILLING I DOMKIRKENS MUSEUM
C.F. Hansen havde en drøm om kirkerummet som en åben plads hvor menigheden kunne mødes. I nye AR teknikker har MANND bygget modeller af kirken uden bænkerækker og med Thorvaldsens apostle i nicher. På qr koden kan man får en ide af hvordan det ville opleves. Der er flere tilgængelige i udstillingen.

Da Christian Frederik Hansen omkring 1802 blev kaldet til København fra sit embede som bygmester i Altona, var det for at bistå hofbygmestrene her med at genopføre Christiansborg Slot og nyopføre et råd- og domhus. København var ødelagt efter flere brande, og bombardementet i 1807 lagde yderligere kvarterer i ruiner, så genopførelsen af stadens hovedkirke, Vor Frue Kirke, kom på listen over de bygninger han skulle skabe.
Omdrejningspunktet for udstillingen er selve kirken og de to nabobygninger, Metropolitanskolen (der nu fungerer som Domkirkens Hus) og Soldins Stiftelse i Dyrkøb, som i udpræget grad er en helstøbt treenighed i hans værk. C.F. Hansens sans for proportioner og kubiske former, sans for rum, både bygningernes indre og i byens uderum, og hans udnyttelse af dagslysets skiftende accentuering af relief og rumlighed har givet titlen til årets udstilling: En mester i rum og lys.
Udstillingen er åben: Mandag til torsdag kl. 11-16, fredag og søndag kl. 12-16. Der kan være lukket på grund af kirkelige handlinger